Energiudladningen fra øvelokalet får døren til at springe op, og vi bliver ramt af et musikalsk kærlighedskram. Man får straks lyst til at svinge armene i takt fra side til side til lyden af Kald det kærlighed. 
Ud af øjenkrogen spotter vi Sonni på bas og Camilla på cello. I samfundets øjne har Camilla overhånden. Hun er studerende og står snart med en uddannelse som pædagog i hånden, mens Sonni er en mand med udviklingshæmning. Men I vores øjne er de to ligeværdige mennesker, som udveksler erfaring og sparre med hinanden.
Camilla kigger på Sonni: “Men synes du så, det er bedst, hvis jeg falder ind der i stedet for der?”, siger Camilla, mens hun skiftevis kigger på Sonni og tilbage på noderne. Man kan se, at Sonni tænker sig om og peger ned på noderne: “Jeg tror faktisk, det er bedst, hvis du falder ind der.” Camilla nikker anerkendende til Sonni.
Og lige der midt mellem toner, noder og akkorder opstår der præcis det, som er hele meningen med Performance Pædagogik!