Energiudladningen fra øvelokalet får døren til at springe op, og vi bliver ramt af et musikalsk kærlighedskram. Man får straks lyst til at svinge armene i takt fra side til side til lyden af Kald det kærlighed.
Ud af øjenkrogen spotter vi Sonni på bas og Camilla på cello. I samfundets øjne har Camilla overhånden. Hun er studerende og står snart med en uddannelse som pædagog i hånden, mens Sonni er en mand med udviklingshæmning. Men I vores øjne er de to ligeværdige mennesker, som udveksler erfaring og sparre med hinanden.
Camilla kigger på Sonni: “Men synes du så, det er bedst, hvis jeg falder ind der i stedet for der?”, siger Camilla, mens hun skiftevis kigger på Sonni og tilbage på noderne. Man kan se, at Sonni tænker sig om og peger ned på noderne: “Jeg tror faktisk, det er bedst, hvis du falder ind der.” Camilla nikker anerkendende til Sonni.
Og lige der midt mellem toner, noder og akkorder opstår der præcis det, som er hele meningen med Performance Pædagogik!
“Hey Aase” – Jon Brændsgaard Toft Toft fra The Mumes står på sidste række i koret. Han afbryder bestemt Diakonhøjskolens korleder Aase Collin Sloth.
Vi er tilbage ved Performance Pædagogiks første øvepas for et par uger siden på Diakonhøjskolen i Aarhus. De pædagogstuderende, musikerne fra The Mumes, lærerne og det løse har lige præsenteret sig for hinanden. Stemningen er på en gang genert og boblende. Alle vil det her. Det her, som ingen af os helt ved, hvad bliver til. Gospel-klassikeren ”Oh Happy Day” er arbejdet igennem nogle gange, og det lyder allerede for fedt.
Jon fortsætter bestemt: ”Vi skrider hver gang med en halvnode i takt 16 – det skal vi lige have på plads!”
De knapt 25 kormedlemmer løfter blikket fra nodebladet. Alle betragter Aase, der nøje studerer sit ark og fingertæller takten. Forbavset og med det største smil nikker hun beklagende til Jon: ”Du har helt ret … vi taber den der. Det er vigtigt, vi får det på plads!”
Det er så fint, når pædagogstuderende kan citere Bourdieu og Giddens og verbalt skyde med skarpt fra alverdens videnskabsteoretiske positioner. De kvaliteter bliver i tasken i Performance Pædagogik. Her udfordrer vi ligefrem den akademiske vægtning i pædagoguddannelsen. Når vi øver, og når vi performer er det erfaringen, koncerten, evnen til at lytte og bidrage, nysgerrigheden og det musikalske talent, der holder takten. Sådan er det, uanset om man skriver pædagog-studerende, lærer, musiker, brugerbands-musiker eller konsulent på visitkortet.
Det er sjovt det her. Det er faktisk pissefedt. Men det er IKKE noget, vi leger. Vores tårnhøje musikalske ambitioner forløses ved to legendariske koncerter på Sølund Musik Festival 22 – en gospelkoncert under gudstjenesten på Tovlig Tirsdag den 7. juni og en jubilæumskoncert på Store Scene torsdag den 9. juni.
Vores mindst lige så høje uddannelsespolitiske ambitioner er indlejret i hvert eneste øjeblik i processen. Nysgerrighed, praksis, erfaring, musikalitet, sårbarhed, fællesskabelse – vi lærer, imens vi skaber det musik, vi brænder for. Vi fejler, forsøger igen og bliver bedre. Vores drivkraft er at inspirere til en mere skabende og erfaringsbaseret pædagoguddannelse. Og den proces slutter ikke på Sølund Musik-Festival 2022.
I dag, fredag d. 6/5 er en skelsættende dag for projektet. The Mumes mødes for første gang med elever fra Diakonhøjskolen i musikalsk forstand.
Det er i dag, at grundlaget for den stort anlagte jubilæums koncert der skal spilles på Sølund Musik-Festival, store scene torsdag d. 9/6 kl. 12:15, bliver lagt. Koncerten skal hylde de musikere der igennem festivalens 35 årige levetid har prydet plakaten.
Det er samtidig i dag at Performance Pædagogik for første gang, for alvor, udfordrer den gængse måde at tænke pædagogisk magtbalance. I øvelokalet er der ingen kommende pædagoger. Der er ingen brugere. Der er kun musikere. Og sammen har de det til fælles, at det er deres ansvar at gøre den store jubilæumskoncert til en succes.
Det kan kun ske, hvis de bruger hinandens kompetencer til noget, og ser bort fra hvem, hvad og hvordan deres liv og status er på den anden side af døren.
For at understrege den autonomi vi lægger i projektdeltagernes hænder, er der ingen undervisere fra Diakonhøjskolen eller Musik & Medieværkstedet, ingen projektledere eller festivalrepræsentanter til stede under øvningen – det er deltagerne som musikere der har ansvaret for slutproduktet.
