Nyhedsblog

Jon Brændsgaard Toft: Små Finurligheder

Multitalent Jon er igen landet med et nyt album som hedder Små Finurligheder. Den er fyldt med dejlige sange som handler om livet i dag. Jeg synes der er mange forskellige genrer, både ballader, rock og pop og lidt jazz.

Jeg kan nævne sange som Lydprøve der handler om man skal lave lydprøve inden showet starter.

Min AI handler om digital eksistens lige siden man bliver født til den dag man dør, jeg synes det er en skøn sang og man kan virkelig synge med.

En af mine yndlings sange er Krig I Europa. Den handler om krigen mellem Rusland og Ukraine og hvordan vi kan mærke inflationen her i Danmark, hvor alt er blevet dyrt, både mad, el, varme og benzin. Og den kan stadig mærkes.

Jeg må sige at der er drøn på Prøv Med Kærlighed, der handler om at stå i kø i for eksempel Netto og at folk skulle prøve at tage det kærlighed i stedet for at være sure og det har vi alle jo prøvet.

Fugleskræmslet er en sjov sang der handler om at stå vagt og være bange for de fugle der kredser om ham.

Når Jeg Bliver Stor er en lidt mørk sang fra Jon der handler om en digital tyv, som det ender galt med til sidst.

Elsker Jons julesang om Den Søde Lille Nissepige. Jeg synes at folk skal lytte til den, man får den i hovedet resten af dagen.

Som En Måge Med Unger I Reden handler om alle de ting man kan nå, hvis man gider, og man må selv tage sig sammen hvis man gerne vil nå det hele.

Den Store Sæbeboblemand handler om at vi alle har prøvet at lave sæbebobler.

Jeg synes at det er et rigtig godt album og vil gerne give den 5 stjerner da Jon kommer rundt om alt det vi føler og tænker.

Gitte Fadøl

★★★★★

Festuge på Folkestedet

Musik & Medieværkstedet var igen stærkt repræsenteret på Folkestedet under Aarhus Festuge. Ikke mindre end tre af vores artister delte scenen denne fredag eftermiddag: Først varmede Jon Brændsgaard Toft op med et lille akustisk sæt inden The Jess gav et brag af et show med punk attitude, før endelig The Mumes lukkede og slukkede ved endnu engang at understrege at det at have et handicap bestemt ikke er en hindring for at rocke igennem. (Gen)oplev koncerterne herunder:

Kultur Der Dur 2023

Plakat for Kultur Der Dur 2023

Det aarhusianske handicapvenlige event Kultur Der Dur var afgået ved døden i 2017 efter 10 år, men genopstod i 2023 i Byparken bag ved Rådhuset i Aarhus Festuge. Eventet var afholdt og arrangeret af Gyngen, det aarhusianske spillested, der i mellemtiden var rykket ind under FO Aarhus, hvor også Musik & Medieværkstedet hører hjemme.

Eventet var utrolig velbesøgt, og bød på et line-up bestående af Djurslands Folkehøjskole, Tung Trafik, The Jess samt The Mumes. Derudover blev der også afholdt en offentlig debat, hvor handicapkulturens status og fremtid blev diskuteret både med de store spillere inden for området, så som Sølund Musik-Festival og LEV Aarhus og med rådmand Anders Winnerskjold, der kiggede forbi.

Se videoer fra eventet herunder:

Djurslands Folkehøjskole
Tung Trafik
The Jess
The Mumes
Offentlig debat om handicapkulturens status og fremtid

Jon Brændsgaard Toft: Brick By Brick

Så har multi talentet Jon Brændgaard Toft gjort det igen. Jon er forfatter og musiker og rigtig mange andre ting.

Den 1. maj 2023 udkom hans nye cd Brick By Brick. Han har selv skrevet alt musik og tekst. Albummet handler meget om rumrejser og universet, men også om kærligheden. Jeg synes at hele albummet er rigtig godt lavet. Jeg vil især fremhæve sange som The New Blip og Part Of Something New, som er to vidt forskellige sange, men som hver især leder ind på science fiction tema.

Musikken er folkemusik og god pop. Jeg vil gerne give 6 ud af 6 stjerner. Super godt gået.

Gitte Fadøl

★★★★★★

Glimt fra øvelokalet

Tekst & Foto: Sarah Theibel

Energiudladningen fra øvelokalet får døren til at springe op, og vi bliver ramt af et musikalsk kærlighedskram. Man får straks lyst til at svinge armene i takt fra side til side til lyden af Kald det kærlighed. ❤️

Ud af øjenkrogen spotter vi Sonni på bas og Camilla på cello. I samfundets øjne har Camilla overhånden. Hun er studerende og står snart med en uddannelse som pædagog i hånden, mens Sonni er en mand med udviklingshæmning. Men I vores øjne er de to ligeværdige mennesker, som udveksler erfaring og sparre med hinanden.

Camilla kigger på Sonni: “Men synes du så, det er bedst, hvis jeg falder ind der i stedet for der?”, siger Camilla, mens hun skiftevis kigger på Sonni og tilbage på noderne. Man kan se, at Sonni tænker sig om og peger ned på noderne: “Jeg tror faktisk, det er bedst, hvis du falder ind der.” Camilla nikker anerkendende til Sonni.

Og lige der midt mellem toner, noder og akkorder opstår der præcis det, som er hele meningen med Performance Pædagogik!

It’s showtime, baby!

Tekst & foto: Susanne Dencker

“Hey Aase” – Jon Brændsgaard Toft Toft fra The Mumes står på sidste række i koret. Han afbryder bestemt Diakonhøjskolens korleder Aase Collin Sloth.

Vi er tilbage ved Performance Pædagogiks første øvepas for et par uger siden på Diakonhøjskolen i Aarhus. De pædagogstuderende, musikerne fra The Mumes, lærerne og det løse har lige præsenteret sig for hinanden. Stemningen er på en gang genert og boblende. Alle vil det her. Det her, som ingen af os helt ved, hvad bliver til. Gospel-klassikeren ”Oh Happy Day” er arbejdet igennem nogle gange, og det lyder allerede for fedt.

Jon fortsætter bestemt: ”Vi skrider hver gang med en halvnode i takt 16 – det skal vi lige have på plads!”

De knapt 25 kormedlemmer løfter blikket fra nodebladet. Alle betragter Aase, der nøje studerer sit ark og fingertæller takten. Forbavset og med det største smil nikker hun beklagende til Jon: ”Du har helt ret … vi taber den der. Det er vigtigt, vi får det på plads!”

Det er så fint, når pædagogstuderende kan citere Bourdieu og Giddens og verbalt skyde med skarpt fra alverdens videnskabsteoretiske positioner. De kvaliteter bliver i tasken i Performance Pædagogik. Her udfordrer vi ligefrem den akademiske vægtning i pædagoguddannelsen. Når vi øver, og når vi performer er det erfaringen, koncerten, evnen til at lytte og bidrage, nysgerrigheden og det musikalske talent, der holder takten. Sådan er det, uanset om man skriver pædagog-studerende, lærer, musiker, brugerbands-musiker eller konsulent på visitkortet.

Det er sjovt det her. Det er faktisk pissefedt. Men det er IKKE noget, vi leger. Vores tårnhøje musikalske ambitioner forløses ved to legendariske koncerter på Sølund Musik Festival 22 – en gospelkoncert under gudstjenesten på Tovlig Tirsdag den 7. juni og en jubilæumskoncert på Store Scene torsdag den 9. juni.

Vores mindst lige så høje uddannelsespolitiske ambitioner er indlejret i hvert eneste øjeblik i processen. Nysgerrighed, praksis, erfaring, musikalitet, sårbarhed, fællesskabelse – vi lærer, imens vi skaber det musik, vi brænder for. Vi fejler, forsøger igen og bliver bedre. Vores drivkraft er at inspirere til en mere skabende og erfaringsbaseret pædagoguddannelse. Og den proces slutter ikke på Sølund Musik-Festival 2022.

Øver med elever fra Diakonhøjskolen

I dag, fredag d. 6/5 er en skelsættende dag for projektet. The Mumes mødes for første gang med elever fra Diakonhøjskolen i musikalsk forstand.

Det er i dag, at grundlaget for den stort anlagte jubilæums koncert der skal spilles på Sølund Musik-Festival, store scene torsdag d. 9/6 kl. 12:15, bliver lagt. Koncerten skal hylde de musikere der igennem festivalens 35 årige levetid har prydet plakaten.

Det er samtidig i dag at Performance Pædagogik for første gang, for alvor, udfordrer den gængse måde at tænke pædagogisk magtbalance. I øvelokalet er der ingen kommende pædagoger. Der er ingen brugere. Der er kun musikere. Og sammen har de det til fælles, at det er deres ansvar at gøre den store jubilæumskoncert til en succes.

Det kan kun ske, hvis de bruger hinandens kompetencer til noget, og ser bort fra hvem, hvad og hvordan deres liv og status er på den anden side af døren.

For at understrege den autonomi vi lægger i projektdeltagernes hænder, er der ingen undervisere fra Diakonhøjskolen eller Musik & Medieværkstedet, ingen projektledere eller festivalrepræsentanter til stede under øvningen – det er deltagerne som musikere der har ansvaret for slutproduktet.

God weekend!